Der er omkring 90.000 par bald eagles - danskere kalder den hvidhovedet ørn - i verden, og cirka halvdelen af dem lever i Alaska. De har reder i gamle sitka spruce og western hemlock træer.
Disse ørne har man rig lejlighed til at se, hvis man går eller cykler langs vandet mod syd fra Wrangel. Ørnenes livret er fisk, og de stjæler dem lige så gerne fra hinanden, som de selv fisker dem. Det hvide hoved og den hvide hale får de tidligst i fem-års-alderen. På grund af det milde klima med næsten ingen frost og megen nedbør er ørnene for størstedelen standfugle omkring Wrangel.

Wrangel har gennem tiderne blevet "regeret" af Tlingit-folk, russerne, englændere og nu amerikanerne. Men på grund af et par voldsomme brande i det tyvende århundrede er der ikke mange gamle bygninger i byområdet.


En rekonstruktion af af Tlingit-historien begyndtes i 1939, og der er adgang til Chief Shakes House, genopbygget med totempæle på Shakes Island midt i Wrangel. Besøg stedet og få de mange gamle historier om indianernes træskærerarbejder og deres baggrund. Området hører under the federal government for the Native People.

Tilbage til cykelturen. Når krydstogtskibet lægger til Wrangel, har den opmærksomme "udkikker" overblik over havneområdet og kan spotte cykeludlejningen med 6 cykler opmarcheret. Det får "de spidse albuer" frem. Især når man er dømt "tredje hold, der går fra borde" Puha, konkurrencen om de tohjulede bliver umulig!!
Men: "Rolig nu!", siger den erfarne gemal. -- Og vi fik de attråede cykler uden problemer. (forresten var der flere "bagved", men krydstogt-turister er ikke specielt interesserede i cykler, lærte jeg) Først ved Wrangel-opholdets slutning, var der medrejsende, som i bagklogskabens lys gerne ville have gjort det samme.

Cyklerne tog os først mod nord til Petroglyph Beach, hvor der er både originale og rekonstruerede stenhugninger med motiver fra Tlingit'ernes historie. Alderen på de originale sten med sol- og dyremotiver gættes til at være "alt mellem 1.000 og 8.000 år". Derefter en byrundtur - også ad Kirkegade med et stort antal af byens mange "bedehuse". Hvor kan man dog tro på mange måder! Så måtte regntøjet frem - og totem-pæle, de oprindelige folks huse, ørnene i de høje træer langs vandet og en gammel kirkegård blev besøgt.

Wrangel kunne fortjene bedre tid, men det sejlende hotel holder os fast i klokkestrengen. Der var dog lige en smuk sterling-broche med "stenhuggermotiv" tilbage i det lille sølvhus ved kajen. Overraskende efter næsten tusind turisters "plyndring".