|
|
|
Huskeliste Kina - Rejser i Kina
Forberedelser:
Visum-ansøgning.
Vaccinationer, som er nødvendige i de områder, man har planlagt at rejse i.
Tage kopier af pas, adresselister med nødvendige telefonnumre, mail-adresser, både dem man skal bruge i nødstilfælde og dem, man gerne vil sende hilsner eller ringe til.
Medbring to kopier. Den ene til kufferten og den anden "lige ved hånden".
Det er vigtigt at have en syge- og hjemtransportforsikring. Den danske sygesikring dækker ikke.
Sørg for en mavepung til rejsedokumenter, pas og penge. Prøv den under rejsetøjet. Der er mange modeller.
Pakkeliste:
Det vigtigste er gode travesko. Og næstvigtigst er gode sandaler. Fodtøjet bør været "gået godt til". Vabler og gnavsår kan hurtigt ødelægge enhver fornøjelse ved sightseeing.
Påklædningen i Kina er meget afslappet. Og tøj er billigt, så der er ingen grund til at tage for meget med. Se en ekstra gang på rejseruten. I bjergene og i Beijing kan der være meget køligt morgen og aften.
I varme områder har busser, hoteller og mange butikker air-condition. Så det er rart med en let ulden trøje eller jakke i "dag-rygsækken". Ellers er det behageligt at have tøj på af bomuld eller silke.
Paraplyer og regnslag er billige i Kina. Det er hatte og tørklæder også, hvis man har brug for at dække hovedet mod brændende sol.
Rygsæk til udflugter/"dagture".
Rejsevækkeur
Mobil-telefon (her kan man købe sim-kort til brug i Kina)
Ørepropper. - Kineserne elsker larm.
Eventuelt en nakkepude til lange rejser i fly eller bus.
Papirservietter. Der er ikke altid papir på offentlige toiletter.
Bøger/spil til afslapning
Medicin:
Al personlig medicin
+ hovedpinepiller, stoppemiddel, søsyge/transportsyge-tabletter, lidt plaster, desinficeringsmiddel og andet, man plejer at bruge.
Og selvfølgelig solcreme, hvis man skal færdes i varme områder.
Gaveideer:
Medbring nogle småting: Mønter, danske frimærkder, postkort, engelske bøger. Så er der lidt at dele ud af, hvis man får god kontakt til nogle kinesere. Mange af dem vil gerne snakke engelsk for at prøve deres sprogkundskaber.
Man kan også have en lille samling fotos med fra ens hjem, familie og arbejde. Det er en glimrende måde at få en samtale i gang på.
Kreditkort og penge:
Kort kan bruges på steder, hvor der kommer mange turister, for eksempel hoteller, turistbutikker og varehuse. Man skal ikke regne med at kunne hæve kontanter på kort - i givet fald kan det tage lang tid.
Det er nemmest at få vekslet USDollars - kontanter eller rejsechecks. Danske kroner kan veksles på de fleste hoteller.
Elektricitet:
Der bruges 220 volt ligesom i Danmark. Stikkontakterne er forskellige fra område til område i Kina. Medbring en multi-adaptor, hvis man er afhængig af el-artikler. På hotellers badeværelser er der stik til barbermaskine, 220 volt.
Post, fax, telefon:
Postvæsenet er velfungerende og pålideligt. Det tager knap en uges tid for postkort og breve at nå Danmark, hvis man sender fra Beijing. Regn med lidt længere tid, hvis posten sendes fra små steder "langt ude".
Fax kan sendes fra nogle hoteller.
Man kan telefonere til Danmark fra de fleste hotelværelser. Men ellers er de fleste gået over til at bruge mobiltelefon, som man køber et sim-kort til, når man er kommet til Kina.
Sikkerhed:
Det er sikkert at færdes i Kina. Det farligste er trafikken. Trafikregler eksisterer, men overholdes sjældent.
Der sker yderst sjældent overfald på udlændinge, men man skal selvfølgelig passe godt på sine værdier. Lommetyve opererer, hvor der er mange mennesker: På markeder, i busser og andre steder, hvor der er trængsel. Det er fuldstændig det samme som alle andre steder i verden.
Hav derfor værdierne i en pung under tøjet.
Brug hotellernes safety-bokse, hvis der er nogen. - Eller aflever værdierne i receptionen.
Foto:
Man kan købe digitalkort de fleste steder, og sikkert til en god pris. Og der bliver sikkert god brug for dem. Som regel kan man slet ikke stoppe med at fotografere. Motiverne nærmest "falder over hinanden".
Bagage:
Kufferter skal være forsynet med eget navn, eventuel rejsebureaus navn og lås. Bagage bliver tit behandlet ublidt, så det er en god ide med en solid kuffert (eller rygsæk) med kuffertrem.
Med alle disse facts overstået er man rejseklar - husk lige at få tid til at glæde dig til alle de spændende oplevelser i Kina.
Takt og tone:
Tålmodig er en dyd under en Kina-rejse. Det er ikke alting, der fungerer så gnidningsløst, som danskere er vant til hjemmefra. Der kan være forsinkelser i transporten, busser er måske ikke nyeste model. Hotellets personale reagerer måske ikke første gang, man henvender sig om diverse problemer på værelset.
Alt det skyldes ofte, at Kina på nogle måder stadig er et u-land - og service har bestemt ikke haft første prioritet i den kommunistiske kultur.
Det er dårlig tone at bive ophidset og skælde ud. Man taber ansigt på den måde. Er der problemer, løses de bedst ved venlig forhandling.
Spørg om lov, før du fotograferer personer. Der er næsten aldrig problemer, og specielt nyder kineserne, at man fotograferer deres barn.
Generelt er de fleste kinesere venlige og imødekommende. På landet og i små byer mødes man ofte med stor nysgerrighed. Det er ikke kun turisterne, der er ude og kigge på noget eksotisk!! - Smil - og du får smil igen.
Hoteller:
Morgenmad på mange turisthoteller er vestlig - eller man kan vælge mellem kinesisk og vestlig. Der kan være en eller flere restauranter med servering af frokost og middag. Er man ude i byen, kan det betale sig at se efter spisesteder, hvor mange kinesere spiser. Her er maden sikkert god - også selvom der ikke er smarte omgivelser med elegante duge og servietter.
Når man forlader sit hotel for at tage på bytur eller udflugt, anbefales det at tage hotellets visitkort med, så har man adressen med kinesiske tegn, og har bedre mulighed for at finde "hjem" igen enten på egen hånd, eller ved at vise kortet til en taxa-chauffør. Man kan ikke forvente, at alle kan læse vestlige bogstaver.
De fleste hoteller kan sørge for vask eller rensning af tøj. Tit kan det gøres fra dag til dag eller endda fra morgen til aften. Se prisliste, det plejer at være billigt. Bor man et sted flere dage, finder man måske selv et endnu billigere sted "henne om hjørnet".
Drikkepenge:
Er ofte en del af personalets løn. Systemet kan irritere en dansker, men tænk på, at service-personale er ansat på en måde, så de er afhængige af de penge. Man giver ikke mønter, men hellere sedler. Giv stuepigen lidt hver dag i stedet for at vente til sidste morgen. Dels skifter personalet jo arbejdstid, og dels får man en venlig tanke og måske ekstra service. Kuffertbærere og receptionspersonale betales, hvis de yder en ekstra hjælp.
Drikkevarer:
Drik aldrig vand fra hanerne. Det gør kineserne heller ikke. Rundt omkrig kan man få kogt vand og tebreve. Og ellers køber man vand i flasker. ( Der ikke har været åbnet!!)
Det er muligt at købe mineralvand, sodavand og øl de fleste steder. Er man kaffe-drikker, vil det være praktisk at have instant-coffee med hjemmefra. Kaffe er ikke hverdagsdrik i Kina.
Taxa og busser + metro:
Det er billigt at køre taxa. Vis destinationen skrevet med kinesiske tegn. Insister på taxameter.
Busser er billige, men ofte overfyldte.
I Beijing er der en velfungerende undergrundsbane.
Indkøb:
I statslige butikker har man fast pris, men køber man meget, er det måske muligt at få lidt discount. I private butikker tinger man gerne om prisen.
Silke og tøj er billigt. Forhør om prisen på at få syet tøj. Det er som regel fordelagtigt og med hurtig levering.
Der er et stort udbud af alle varer, og for danskere er det måske interessant at se på kunsthåndværk, lakarbejder, cloisonnè, porcelæn og tæpper.
Og selvfølgelig er det dejligt at have te, frisk ingefær, krydderier og andet med hjem i kufferten.
|
|