Rejser i Kina - Sex i Kina

Turen går til DanmarkTuren går til KinaTuren går til PeruTuren går til AlaskaTuren går til CambodjaTuren går til CambodjaTuren går til Japan

REJSE I:

Asien


Sex i Kina - Rejser i Kina

Kønsliv i Kina har i mange år haft et - kun det ene - formål, nemlig at sætte et barn i verden pr ægteviet par. Det er jo overkommeligt, men ikke særlig spændende at blive holdt i samfundsmæssig snor på den måde.
En ting er, at kinesernes tilbageholdenhed med at formere sig, gennem lange perioder har gjort det nemmere at brødføde den mere end milliard-tallige befolkning, men en anden sag er det, at man gennem mange års maoistisk tænkning og praksis gjorde det til et fraværende, borgerligt, depraveret og forbudt emne at beskæftige sig med sex.

I slutningen af 1980-erne sås i Guangzhou plakater med omtale af dødsdømte forbrydere. Tre af dem havde solgt videoer med pornografisk indhold. Det kom der henrettelser ud af. Disse videoer var mangfoldiggjort porno, som smugledes ind fra vesten.
Samtidig med, at Kina åbnede for den individuelle turisme, kom tanker og ting ind, som ikke huede de "rettro maoister". Kvinderne begyndte at klæde sig forskelligt, og nogle fik smarte frisurer. Men man talte ikke åbent om sex, selv om medierne ganske langsomt begyndte at bruge annoncer med lettere påklædte kvinder.

Sådan var det i 1980-erne og begyndelsen af 1990-erne. Ganske almindelige mennesker blev straffet for sex før ægteskabet. Skolerne praktiserede normalt ikke sexualundervisning, hvilket var med til at holde emnet langt væk fra dagligdagen og gøre det til noget forbudt og hemmeligt bare at tænke på at have et intimt forhold til en kæreste - eller endnu værre til en, som man ikke var kæreste med. - Kom den slags forhold frem, blev de skyldige straffet.

Sex i Kina Maos livlæge har i ret uforblommede vendinger fortalt om formandens ret omfattende antal tilknyttede kvinder, - såkaldte sygeplejersker og stewardesser - som betjente ham. De var alle en generation eller to yngre end ham. Det var udbredt tankegods på landet i Kina, at man kunne holde sig ung, hvis man sørgede for at få sex med unge kvinder.
Og nu var han jo altså formand. Kineserne skulle dog bare gøre, som han sagde, skrev og formanede - og bestemt ikke efterligne hans gerninger - som jo også var private, bortset fra dem, der blev udvalgt til offentliggørelse.

Nu er der sket noget af en revolution på dette område. Mao og hans ånd regerer ikke længere i Kina.
Gadebilledet i Kinas store byer er præget af store reklamer, der med slet skjulte seksuelle undertoner forsøger at sælge alt lige fra kosmetik og undertøj til biler og mobiltelefoner. Altså fuldstændig som vi oplever det i vores egen kultur. "Kunstbøger" med erotiske billeder sælges i bladkiosker og boghandler. Såkaldte kriminalreportager om prostitution og unge kvinders fordærv er en populær genre. Selv den hårde pornografi har fundet frem til "riget i midten" ved hjælp af internettet.
Mænd bliver ofte tilbudt porno-videoer på de utallige markeder med piratkopier af dvd-er. Alt hvad der kan sælges, bliver solgt. Sådan fungerer kapitalismen og økonomien også i Kina nu om dage.

Men hvordan står det så til med den almindelige kinesers viden om sex. Her er det korte svar: Meget forskelligt.
Radioudsendelser og artikler i aviser og blade behandler emnet. Der er brevkasser, og nogle tør godt betragte sex som noget naturligt, dejligt og sundt. Skolerne i mange byer har fået seksualundervisningen på skoleskemaet, så der er en stor forskel fra tidligere tiders tabu-holdning.
På besøg i kinesiske storbyer kan man finde sex-butikker med alskens hjælpemidler. Ekspedienter i hvide kitler viser ting frem til ren fornøjelse, samtidig med at de "borger for lødighed" ved ikke at sælge porno.
Unge mennesker tør holde i hånd og endda kramme hinanden lidt. Det var fuldstændig utænkeligt for år tilbage, og det medfører da også af og til strenge blikke fra ældre mennesker.

Sådan foregår det heller ikke på landet i Kina. Patriarkatet præger den kinesiske kultur. Manden var - og er - den dominerende og bestemmende i store dele af landet. Det er vigtigt at føre familienavnet videre, og piger bliver jo bortgiftet til en anden familie. Så en dreng er pr definition den, det hele handler om.

Desværre spredes HIV/AIDS ret voldsomt i disse år. Prostitutionen er på stærk fremmarch, og den bliver mere og mere synlig, selv om "virksomhederne" kalder sig frisører eller saunaer.
Og hvorfor kan man så ikke rigtig dæmme op for den for samfundet så farlige situation?
Ud over almindelig uvidenhed har et-barns-politikkens eftervirkninger, som man ikke lige havde forestillet sig. Nu om dage fødes der langt flere drenge end piger, fordi mange får lavet en fostervandsundersøgelse for at bestemme fosterets køn. Det er ikke lovligt at anvende undersøgelsen til en abort, men penge under bordet kan løse problemet i mange tilfælde.
Derfor kan millioner af mænd ikke regne med at blive gift. Det giver prostitutionen vind i sejlene. Mange kinesere vil ikke bruge kondom, og de ved ikke altid, hvad HIV/AIDS er - eller hvordan det smitter.
Så man kan slutte, at uvidenhed om sex stadig er stor i dele af det store land.
En anden side af problemet er mange kvindebortførelser. Det kinesiske politis seneste tal ligger på over 100.000 tilfælde om året. Det reelle antal forbrydelser er sandsynligvis noget højere. Men indbyggerne i fjerne landsbyer er ofte købere, og de har ingen interesse i, at pigerne får mulighed for at flygte. Kriminelle lokker pigerne med job, der ikke eksisterer, og ofte gruppevoldtages de og bliver mishandlet, før de bliver solgt til for eksempel en bonde, som har hårdt brug for en kone til hjælp til arbejdet i landbruget.

Sex i Kina Dette er kort sagt lidt om et vidtforgrenet alvorligt emne.
Artiklen sluttes mere muntert med at anbefale et lille museum, der har haft en omtumlet tilværelse. Efter at det i sin tid åbnedes i Shanghai, blev det reelt chikaneret væk. "Indholdet" var for meget for bornerte bystyre-sjæle - selv i denne storby.
Nu er det endt i den lille, smukke kanal-by, Tongli, som ligger en halv times kørsel fra Suzhou. Her findes museet i en tidligere pigeskole(!) med fine gård-anlæg. Udstillingen er enkel og overskuelig. Den viser, hvilken rolle seksualiteten har spillet i kinesisk kust og kultur - og til hverdag. Det alvorlige og fornøjelige emne bliver netop behandlet alvorligt og fornøjeligt: Museets stifter har i den ånd placeret den lille fyr med den store "fyr" uden for. - Og for at understrege pointen har den store "fyr" fået lænke på!!

Lav et link til
cybertravel.dk >>

Vilkår for
cybertravel.dk >>

Sitemap for
cybertravel.dk >>