|
|
|
Fakta om New Zealand - Rejser i New Zealand
New Zealand har omkring 4 millioner indbyggere, hvoraf de fleste bor på Nordøen. Selve landet består af 2 hovedøer: Nordøen og Sydøen samt småøer.
Hovedstaden er Wellington og den største by er Auckland.
Regeringsformen hedder konstitutionelt monarki. Fordi England koloniserede landet, er dronning Elisabeth formelt overhoved, mens det reelt er den valgte premierminister, der er "øversten".
Møntenheden er New Zealand Dollars - NZD
Sprogene er engelsk og maori. Og uden nøjagtig optælling regnes der med, at 90% taler engelsk og 10% taler maori. Derudover er der mange polynesiske "indvandrere", som er kommet for at studere eller arbejde. Blandt andre er der en stor gruppe fra Samoa.
En stor del af stednavnene på New Zealand er maori-navne. Maorierne var landets første beboere, som kom i undertal efter mange års europæisk/engelsk indvandring eller rettere sagt kolonisering.
Som følge af den blandede befolkning på New Zealand findes der et utal af religioner,selv om protestanter og katolikker er i overtal.
Det frodige land - klimaet er tempereret og fugtigt - danner basis for en fåreavl, som gør det muligt at købe New Zealandsk lammekød næsten over alt i verden. Mejeribrug er også en stor industri sammen med frugtavl, vindyrkning, tømmerproduktion og fiskeri. Men turisme indtjener de fleste penge i fremmed valuta. Og det er ikke mærkeligt, for "hvor er det et fantastisk land".
Klimaet er som nævnt tempereret, og der er store forskelle fra nord til syd. Denne strækning er på cirka 1.600 kilometer. Spidsen af Nordøen har nærmest tropisk klima og "bunden" af Sydøen har Sydpolen som nærmeste nabo. Regnen falder rigeligst langs vestkysten bag Sydalperne, der strækker sig gennem det meste af Sydøen. Der er levende og døde vulkaner på øerne, og den største del af elektriciteten kommer fra dampen fra undergrunden, geotermi samt fra vandkraft. I det hele taget er størstedelen af undergrunden bjergmassiv og jordlaget forholdsvis tyndt.
New Zealands nationalplante er silverfern og nationalfuglen kiwi. Den har landets indbyggere taget fællesnavnet efter. Kiwier er almindelig brugt blandt de gæstfrie mennesker af blandet herkomst.
|
|