|
|
|
Wassersleben - Rejser i Tyskland
Wassersleben er en lille forstad til Flensborg. Den ligger lige syd for grænsen mellem Danmark og Tyskland, når man kører gennem Kruså.
Der findes flere hoteller i området, men det mest charmerende er Ringhotel Wassersleben, som ligger lige i strandkanten ved fjorden. Man kan sidde på terassen fem skridt fra det hvide sand, hvis vejret tillader det. Alle hotellets værelser har udsigt over vandet og man spiser godt og rigeligt i restauranten. Køkkenet anvender årstidens grønne produkter og har mange fiske- og skaldyrsretter på kortet.
Dette lille hotel kan være udgangspunkt for netop gå-ture. Vil man hellere cykle eller køre, kan man naturligvis komme rundt langs hele Flensborg fjord på kortere tid, men beliggenheden indbyder især til at gå nord om vandet på Gendarmstien eller ned til Kobbermølle. Går man ind mod Flensborg, er man snart ved det rekreative område, som byen har udlagt til borgernes brug med grillpladser, legeplads, badebro og skoleskov. - Og så kan man selvfølgelig bade i sæsonen langs hele den hvide, børnevenlige sandstrand.
Men ud skal man, så medbring passende beklædning til årstiden. Ellers er det jo ikke muligt at have appetit til den dejlige mad, som serveres i pæne store portioner. Det er vel Tyskland, vi besøger.
Der er skiltning mod Gendarmstien få hundrede meter nord for hotellet. Så gå langs vandet ved Kobbermølle-bugten så langt som muligt og nyd de rappe blishøns og svanerne. De svømmer ofte rundt i den sydlige ende ved lystbådehavnen - måske med håbet om et let måltid.
Når stranden bliver til bevoksning, går man bare op på fortovet og drejer til højre ved skiltet efter kort tid. Inden længe nås grænsen ved skomagerhuset. Broen over Krusåen og pælene angiver, at en gang kunne man komme her til og ikke længere. Om skomagerhusets skomager nogensinde har været her og bare forladt sine læster, forlyder der ikke noget om. Men der er aldrig blevet råd til en mere officielt udseende bygning ved denne lille grænseovergang.
Gendarmstien var de lysblå-uniformerede gendarmers arbejdsplads. Hver af dem havde et område, hvor de holdt øje med, om der var smuglere. De var ansvarlige for skibsfarten på fjorden, og de fungerede som toldansvarlige. De arbejdede langs grænsen fra 1920 og til op i 50-erne.
Nu hvor al bevogtning er "aflyst", og vi er fælles i den europæiske union, er her fri passage og som regel ikke et menneske at se, så langt øjet rækker. - Jo, måske en hundelufter eller nogen som ser til en af småskibene, som ligger i Krusåen til venstre for stien. Her omkring kan man se den utrolig flotte elfenbenspadderokke i "sumpen". Men det er ikke Danmarks meste befærdede vej til det sydlige naboland. (Disse ligger i en perlerække mod vest med kort afstand til grænsebutikkerne, og butikkerne nås med bil - ofte med en trailer spændt bag på). Her er dejligt hele året rundt med alle de gamle løvtræer - mest bøg efterhånden som man kommer ind i Kollund skov - men vel nok smukkest i april eller maj, mens bøgen stadig er lysegrøn. Og man kan gå og gå uden at komme til stiens ende. Den er over 70 kilometer lang.
Kobbermølle kan være næste dags mål. Området blev bygget af den danske kong Christian den 4. med fabrik og arbejderboliger. Nu er fabrikken forlængst ude af drift og boligerne ligger attraktive og velholdte og er et yndet turistmål for mange danskere, der ofte kommer i bus og får en rundvisning med guide. Her er et industrimuseum. Kobbermøllen leverede tage og andre kobbervarer til hele Danmark gennem flere hundrede år. Kobbertag har op gennem tiderne været foretrukket til herregårde, slotte og kirker. Gentagne gange har fabrikken været lukket på grund af krige eller "tidernes ugunst", men hver gang har den vist sig stærk - og nødvendig - nok til at komme på fode igen. Nu er det endegyldigt slut.
I det hele taget er vi i et område, hvor dansk og tysk mentalitet og kultur er kraftig blandet. I 400 år var Danmarks grænse mod Tyskland jo Ejderen. Vi tabte landsdelen i 1864, og da man efter første verdenskrig blev enige om, at lægge grænsen efter nationalitet og holdt afstemninger, gik Flensborg til Tyskland, og den nuværende grænse blev fastlagt. Det er næsten 90 år siden, men her bor stadigvæk dansk mindretal i syd og tysk mindretal i nord.
Den "slesviske model" kaldes det græseoverskridende samarbejde, som nogle steder i Europa forsøges efterlignet. Begge mindretal har egne institutioner, børnehaver, skoler, foreninger og så videre, som betales af de respektive regeringer.
Nu om dage er "samlivet" normaliseret, men sådan har det bestemt ikke været gennem hele perioden. Der har været kold luft efter anden verdenskrig og langt op i 1960erne.
I den danske periode hørte Wassersleben under Bov sogn og havde i 15- 1600-tallene navnet Sosti. Det nuværende navn kommer fra en holstensk mand, Joachim Wasserschlebe. Han var gennem mange år sekretær for en dansk gesandt i Frankrig og senere bosat i København. Hans store interesse og kendskab til fransk kunst og kunstnere var til fordel for Danmark, idet han skaffede billedhuggerne le Clerc og Jaques Saly til København. Saly var jo som bekendt mester for rytterstatuen på Amalienborg slotsplads. I det hele taget gjorde både kongen og adelen brug af ham, når de ville anskaffe sig kunst fra Frankrig.
En anden af Wasserchlebes interesser var havebrug. Og det var måske den, der fik ham til i sin alderdom at flytte til Sosti - og senere Wassersleben, hvor han anlagde en lille park omkring sit hus med mange sjældne botaniske vækster. Han døde 1787 og er begravet på Bov kirkegård.
|
|
